Ingen nye Formel 4-modeller i Danmark de næste mange år

I udlandet er de store serier begyndt udskiftningen af den første generation F4-racere til nye modeller med Halo og mere avanceret teknologi. Den udvikling koster mange penge – men Danmark følger ikke med lige med det samme.

Dansk Formel 4 er en vigtig del af talentudviklingen i dansk banesport. Derfor vil det ikke give mening at udskifte den nuværende model til en markant dyrere og teknisk mere avanceret bil før tidligst i 2026-sæsonen. Det slår promotor, Alex Stubberup Frederichsen, fast:

– Vi har i Danmark kørt med Mygale M14-F4 siden mesterskabet startede i 2017, og det er stadigvæk en rigtig solid og velfungerende racerbil. At skifte den ud vil være at stikke en kæp i hjulet på den flotte udvikling, vi oplever lige nu, så selvfølgelig holder vi fast i den lige så længe, det giver mening.

Selvom der er otte år nyere teknologi i den anden generation af Formel 4-bilerne er det minimalt, hvor meget mere man som racerkører vil kunne lære af at køre i den nye generation.

De officielle FIA-sanktionerede F4-serier er tvunget til at opgradere til den nyeste generation af biler, men her er det danske mesterskab også heldigt placeret:

– Det har aldrig været – og bliver nok næppe heller – til et FIA-sanktioneret mesterskab herhjemme, så vi er ikke underlagt regler og påfund fra deres side. Vi har fuld frihed til at styre og forme det danske mesterskab præcis som der er behov for i forhold til hvordan sporten bevæger sig herhjemme, siger Alex Stubberup Frederichsen, der også ser en fremtid for de “gamle” biler, når en nyere model på sigt kommer på de danske baner:

– Da Formel 4 kom til Danmark var der også stadigvæk plads til Formel Ford, som blev til Formel 5 og stadig kører med den dag i dag. Som jeg ser det vil det være den helt optimale løsning, så bilerne kan fortsætte livet på banen i endnu længere tid.

Skulle man have interesse i at anskaffe sig en førstegenerations Mygale F4-racer står promotoren klar med rådgivning og gode råd til at komme godt i gang med sporten.

Del nyheden
Del på facebook
Facebook
Del på twitter
Twitter
Del på email
Email